Jeg undgår helst Arla (fordi det IMHO er noget pjask, og så lige det der med ytringsfriheden og demokratiet), Ritter Sport (Quadratisch er vel generelt det bedste man kan sige her), Kraft Food og Nestlé (intet andet firma har vel smadret så mange gode produkter, og markedsført sig så svinsk i 3.verdenslande).
Generelt køber jeg meget gerne biodynamisk eller økologisk, hvis det er ligeså godt eller bedre. Økologisk fordi jeg synes godt om princippet med ikke at gøre sig afhængig af syntetiske kemikalier og deres produktion, og biodynamisk, fordi det oftest er fremstillet af folk der virkelig går op i det, og dermed har en langt bedre kvalitet.
Ting på positivlisten omfatter bl.a.:
- Just Coffee
Specielt deres Sol og Måne espresso er fantastisk! - Mælkeprodukter fra Øllingegaard
Deres smør er simpelthen fremragende, og det er nok ikke tilfældigt at de har vundet guldmedalje 2 gange blandt ca. 2000 andre smørproducenter.
Deres kakaomælk er nok bare den bedste den bedste på markedet. Økologist og ikke UHT-behandlet, men lavet på frisk minimælk og økologisk chokolade. Mums! - Tres Flores espresso fra Estate
Rigtig god, kraftig og kompleks espresso. - Rapunzel
Deres "øko-gær" er fremragende til gærbrød! Skulle det nu gør een forskel? Ja og jeg er absolut enig med Politikens oplevelse her! Prøv det selv!
Og så er deres mandelsmør også uovertruffen. Lidt som en super luxus-udgave af peanut butter, bare med økologiske mandler i stedet! - Duchy originals
Deres 'Rosemary & Thyme Cheese Nibbles' er super til et glas øl, eller bare some en lille snack, og deres 'Organic Lemon Curd' er super på et stykke hjemmebagt brød eller knækbrød. - Øl fra Ørbæk Bryggeri
Deres økologiske "Honning Ale" slår selv Fuller's Organic Honey Dew, der eller er ganske udemærket. - Kornprodukter fra Aurion
Sjældent finder man folk der går mere op i deres erhverv med større entusiasme, og det kan smages!
Jeg kunne sikkert blive ved længe - der fåes rigtig mange lækre økoligiske produkter, som står højt på min liste over absolutte favoritter.
Jeg var stor fan af Egefeld, da man kunne få de spændende produkter i deres butik i Valby. Desværre tror jeg aldrig helt de forstod, hvor vigtigt det var for dem, at de havde de specielle varer, som man ikke kunne få andre steder. Da krisen begyndte at kradse, begyndte de at mangle netop de varer jeg jeg satte så stor pris på, og dermed blev deres butik også mindre og mindre interessant at købe ind i.
Nu er Egefeld så lukket, og jeg mangler et godt sted at købe bl.a. min Sol & Måne Espresso. Heldigvis har min lokale chokolade- og kaffehandler, Bjørkman's Chokolade, nede på hjørnet af Toftegaards Plads fået en aftale med Just Coffee, så jeg går og venter spændt på, hvornår det kommer på hylderne.
Og på vejen hjem fra posthuset i dag, gik jeg forbi min lokale 7-Eleven udenfor Valby Station. De havde engang smør og mælk fra Øllingegaard. Da jeg så, at de stadig ikke havde det mere, tog jeg en snak med dem. Det viste sig, at det vist var deres butiksbestyrer jeg talte med, og han lovede at de vil prøve at få det hjem igen! Så hvis du lige kommer et smut forbi Valby, så kan man nu snart få både smør, kakaomælk og letmælk fra Øllingegaard, og kaffe fra Just Coffe!
Det betaler sig nogle gange at spørge. Nu håber jeg så bare, at der er andre der opdager produkterne, så de kan beholde det i deres varesortiment! ;-)